I den seneste tid har Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund været i pressen flere steder for at fortælle, at bl.a. gravide er udsat for fare, når de farver hår på en frisørkunde.
Postulater om, at frisøren står med fingrene i kemi 8 timer om dagen eller står i lakdampe 7,5 time om dagen er udsagn som kun er med til at skabe frygt. Der er ingen frisører der står i lakdampe eller farver hår hele deres arbejdsdag, der er forhåbentlig andre behandlinger i løbet af en arbejdsdag.
Frisørmestrene tager arbejdsmiljø meget alvorligt. Det er specielt for frisørbranchen, at mester selv arbejder med præcis de samme hårprodukter som de ansatte. Frisørmestre har såvel i forhold til deres medarbejderes helbred som deres eget helbred en stor interesse i et sundt arbejdsmiljø. Også frisørmestre er interesserede i at få sunde børn!
Det ville klæde Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund, at dokumentere at det er farligt for gravide, at arbejde i en frisørsalon, når man bruger de værnemidler, som fagets branchevejledning foreskriver. En branchevejledning, som Danmarks Frisørmesterforening og Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund selv har været med til at udarbejde i samarbejde med Branchesikkerhedsrådet og som Arbejdstilsynet følger.
Hvis de handsker, som forbundet i øvrigt anbefaler, ikke er gode nok til en gravid medarbejder, hvordan kan de så være brugbare for andre?
Som på alle små arbejdspladser er det et meget alvorligt problem, hvis en ansat bliver langtidssyg eller endnu værre helt forlader branchen. Derfor har danske frisørmestre absolut ingen interesse i at udsætte deres medarbejdere for et usundt arbejdsmiljø.
Danmarks Frisørmesterforening må endnu engang anbefale, at man bruger de værnemidler, som egnede handsker til den enkelte behandling og udsugning når man arbejder med kemiske behandlinger og så bruger man selvfølgelig kun handskerne en gang.
Danmarks Frisørmesterforening har spurgt leverandørernes brancheforening, SPT, om vore medlemmer og deres ansatte arbejder med farlige produkter. SPT’s direktør, Kim Michael Christiansen udtaler, at alle produkter er sikkerhedsvurderet og at brugeren altid skal følge brugsanvisningerne til det enkelte produkt.
En arbejdsgiver skal pålægge alle sine medarbejdere, at de bruger de værnemidler der er nødvendige. Skulle det ske at en medarbejder undlader dette skal de irettesættes og ved gentagelsestilfælde må arbejdsgiveren give en advarsel, som kan indebære en bortvisning.
Danmarks Frisørmesterforening har tilskrevet beskæftigelsesminister Inger Støjberg vedrørende problematikken.